Beretning fra et veloverstået Copenhagen Marathon 2010
Og så er det hele overstået. Al den tid, planlægning og træning. Al pastaen og løbeudstyret, alle tankerne og spekulationerne. I går skulle det hele så gå op i en højere enhed – og det gjorde det!
Vi stod op kl.6.30 og spiste morgenmad. Solen skinnede, og jeg kunne virkelig mærke nerverne. Jeg var nærmest rædselsslagen over det stykke arbejde, der lå forude. Vi gik ud til Islands Brygge hvor løbet skulle skydes i gang kl.9.30, og her valgte jeg at stille mig hos fartholderne, der løb 4.30. Planen var, at hvis jeg ikke kunne følge dem, kunne jeg falde tilbage på 4.45. Jeg tænkte at en forbedring på ca.15 min burde være mulig. Min tid i Medoc var 5.11.
Vejret var perfekt at løbe i. Sol og lidt vind, og ikke for høj en temperatur. Gennemsnitshastigheden var på 6.23pr/km, så i starten syntes jeg godt nok, det gik lidt langsomt, men energien skulle jo gerne holde, og kræfterne disponeres.
Sikke en fantastisk opbakning rundt om på en smuk og dejlig flad rute. Der var glade mennesker, musik og fest i gaderne. Snakken gik højt i starten i den gruppe jeg fulgtes med, men efter 16-17km begyndte den at ebbe ud, og alle fokuserede nu på at holde rytmen og farten.
Jeg drak vand og energidrik ved alle depoterne. Også selvom jeg ikke følte mig tørstig. Forebyggelse, tænkte jeg. Forbyggelse! Rundt om begyndte løberne at ømme sig. Nogen så virkelig ud til at være skidt kørende, og jeg har efterfølgende spekuleret på om de mon nåede i mål, når de allerede her fik kriser.
Da jeg ramte 21,1 var jeg flyvende. Ingen syre, ingen ømhed, og ikke specielt træt. Det her går sgu godt, tænkte jeg.
Ved 24km kom jeg til at løbe ved siden af Barefoot Ted. Vi fulgtes frem til 27km - og det gav lige lidt ekstra opmærksomhed fra tilskuerne at løbe ved siden af ham. Ekstra mange tilråb og beundrende blikke, og måbende børn, der nærmest så ud som om det var Tarzan, der kom. Han løb nærmest lydløst og ubesværet af sted med små glidende skridt. Imponerende!
Ved 29km begyndte jeg tydeligt at mærke lårmusklerne, og da vi ramte en lille stigning (knap og nap en stigning) fik jeg kort en mental krise. Fartholderne var ved at forsvinde for mig, og jeg trængte seriøst til snart at komme op i 30’erne og lugte til ”ingenmandsland”. Så stod der heldigvis et par løbevenner, Anette og Peter, og råbte efter mig. Det gav virkelig energi, og krisen forsvandt. Det er utroligt hvad opbakning kan gøre ved humøret og overskuddet! Tak for det!
Det underlige ved at komme op og løbe i 30’erne er, at her er man ude hvor man ikke har været før. Jeg har trænet op til 30km, og derefter ved man faktisk ikke helt hvordan kroppen reagerer. Jeg kunne godt mærke at mit overskud var langt højere og bedre end i Medoc, men hele tiden forventede jeg at møde den berømte mur. Tidspunktet, hvor kroppen bare ikke vil mere. Men det gik stadig godt. Og jeg huskede mig selv på at nyde turen, seværdighederne og tilskuerne – og ikke tænke så meget på syre, ømhed og tid.
Ved 36km stødte Ted til igen for en kort bemærkning, og min skønne københavnske veninde skreg og hoppede og løb efter mig ved 37km, så igen fik jeg et tiltrængt boost af energi.
Da jeg ramte 40km var tiden 4.16. Jeg ville SÅ gerne kæmpe for at nå ind på 4.30, så jeg satte tempoet op (ja, det passer!). En fantastisk følelse at overhale store muskuløse mænd i kramper, haltende og kravlende løbere i deres livs kamp for at nå målet. Jeg må virkelig have disponeret godt! Jeg var træt, øm og syret godt til i lårmusklerne, men kunne stadig godt holde tempoet og løbe i ”god stil”. De sidste 2km føltes noget lange, men jeg nåede det næsten. Jeg sluttede på 4.31.54. Et rigtig fedt og dejligt løb. Min lillesøster Speedy-søs kom ind på 3.16.23, og min veninde, der debuterede på distancen sluttede på 4.05 - fantastiske piger! Jeg er vildt stolt af dem. Jeg kan kun anbefale hovedstadsløbet – det har været det hele værd. Også selvom jeg går som en and i dag!
Birgitte
